Om foreningen
Foreningen er stiftet i 1964 og har til formål:
At virke for bevarelse af værdifuld bygnings- og landskabskultur i Haderslev Kommune samt fremme den almene forståelse for god arkitektur, godt bymiljø og landskabelige værdier.
BY & LAND HADERSLEV er medlem af ”Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur”, og foreningens medlemmer modtager landsforeningens medlemsskrift BY & LAND
BY & LAND HADERSLEV afholder medlemsmøder med foredrag samt arrangerer ekskursioner. Foreningen yder konsulenthjælp til ejere af bevaringsværdige bygninger. Den forholder sig aktivt til kommunens planer og nedrivningstilladelser samt rejser fredningssager.
Vedtægter
1.
Foreningens formål er at virke for bevarelse af ældre bygnings- og landskabskultur i Haderslev Kommune, såvel enkeltbygninger som helheder.
Foreningens formål er endvidere alment at fremmeforståelsen for god arkitektur, godt bymiljø og landskabelige værdier. Foreningen kan i dette øjemed selv erhverve og drive fast ejendom samt yde støtte, økonomisk og ved råd og dåd til foreninger, institutioner og private personer.
Til gennemførelse af foreningens formål søges oprettet en kapital, som skaffes til veje ved henlæggelse af årets overskud og ved bidrag fra private og institutioner.
2.
Indmeldelse i foreningen sker ved henvendelse til en at af bestyrelsens medlemmer.
3.
Foreningen ledes af en bestyrelse på seks til otte medlemmer, som vælges af generalforsamlingen for tre år ad gangen, og som afgår efter tur med henholdsvis to eller tre medlemmer.
Generalforsamlingen vælger endvidere for tre år en revisor, der skal være regnskabskyndig. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Bestyrelsen vælger af sin midte formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Foreningen tegnes af formanden i forbindelse med et andet bestyrelsesmedlem, dog kræves ved køb eller afhændelse af fast ejendom og til optagelse af lån underskrift af mindst fem medlemmer.
4.
Generalforsamlingen afholdes hvert år i marts eller april måned. Indkaldelse til generalforsamlingen sker ved bekendtgørelse i byens dagblade eller ved direkte henvendelse til medlemmerne.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen skønner det nødvendigt, eller når indst 25 medlemmer ønsker det.
Sagerne afgøres på generalforsamlingen ved simpelt stemmefleratl, dogg kræver ændringer i lovene, at forslag herom er optaget på dagsordenen.
Et medlemskab giver en stemme.
5.
Foreningen kan opløses, når to på hinanden med 14 dages mellemrum med dette formål indkaldte generalforsamlinger vedtager dette.
Den generalforsamling, der endelig vedtager foreningens opløsning, træffer beslutning om anvendelse af foreningens eventuelle formue i overensstemmelse med formålsparagraffen.
Vedtægterne er senest reviderede ved generalforsamlingen den 12. april 2000